Pressemeddelelser
Publiceret den: 31-10-2022
Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot fra podcasten Han Duo udgiver d. 4. november bogen ‘I Koboldens Skygge’. Første bind i ‘Blod og Stål’-serien, hvor læseren selv vælger handlingen. Bogen er en hyldest til den type af bøger, der havde sin storhedstid i midten af 80’erne, og som er ved at få en renæssance i disse år.

I Koboldens Skygge foregår i landet Akandorr, hvor læseren indtager rollen som Akani; landsbyens vogter, der må drage ud på en farefuld færd, for at genskaffe den magiske Sever-Krystal, der er blevet stjålet, og som er afgørende for landsbyens overlevelse. Historien bestemmes af læseren, der undervejs stilles overfor en masse valg, der fører historien i forskellige retninger. Nogle er fatale, imens andre kan vise sig at give overraskende fordele overfor de mange farer, der venter.

I Koboldens Skygge er inspireret af - og er en hyldest til - de mange interaktive bogserier, der kom i løbet af 80’erne. Især Sværd og Trolddom, der udkom fra midten af 80’erne til starten af 90’erne. En bogserie, der kombinerede det interaktive med et rollespils-element, hvor man både skulle tage de rigtige valg og løbende overvinde monstrøse modstandere ved hjælp af to terninger og en blyant. Disse elementer går igen i denne bog, hvor Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely har skabt deres eget spilsystem, hvor man også får 3 liv, som man kan vælge at gøre brug af i løbet af bogen.

Elias og Jacob er selv vokset op med Sværd og Trolddom-bøgerne, og har ud over Han Duo, leveret en spin-off podcast, hvor de har sat sig for at gennemspille den klassiske bogserie.

Den førte til at forlaget Silhuet kontaktede dem forrige sommer, med en forespørgsel på, om de selv ville have lyst til at skrive en sådan bog. Og efter mange, lange skriveaftener og weekender, samt et enormt logistisk arbejde med at holde de mange handlingstråde i skak, er bogen nu klar. Det er første bind i ‘Blod og Stål’-serien, hvor bog 2 og 3 allerede er under forberedelse.

OM HAN DUO

Jacob Ege Hinchely er også kendt som vært på P6 BEAT, og har både skrevet og instrueret tv-serien Zomedy. Elias Eliot er også kendt som vært på Radio 100, og har grundlagt genrefilms-festrivalen Blodig Weekend. Sammen skabte de i 2014 podcasten Han Duo, hvor de anmelder både film, spil og serier. Podcasten er vokset støt med årene, og har ca. 15-20.000 downloads pr. afsnit. Gennem årene har Han Duo haft flere udsolgte liveshows på blandt andet Bremen Teater og Musikhuset i Aarhus, og Elias og Jacob har i flere omgange været værter både ved Spilprisen og Aalborg Symfoniorkesters ‘Gaming in Symphony’ koncerter. Og tidligere i år var de værter ved DR Symfoniorkestrets 4 udsolgte ‘Duellen - Morricone slår til igen’-koncerter.

‘I Koboldens Skygge’ udkommer den 4. november på forlaget Silhuet.
Kontaktperson:
Bettina Andersen
Telefon:20624546
 
Afsender:
Silhuet
Grønbækvej 26
2610 Rødovre
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166