Pressemeddelelser
Publiceret den: 31-10-2022
SKOVEN I HERCEGOVINA af Lise Andersen

Sofie og Kasper møder hinanden i en moden alder og flytter sammen. Kasper har tidligere været soldat i Bosnien-Hercegovina og blev efterfølgende hårdt ramt af PTSD. Da han møder Sofie, har han dog fået det meget bedre og er i job som gymnasielærer igen.

Men de uhyrlige ting, han har oplevet, vender i stadig stigende grad tilbage, som tiden går, og det udfordrer deres samliv.

"Hun lister på strømpesokker op ad trappen, åbner døren til soveværelset med en let knirken. Han ligger med tøjet på og vender væk fra hende og døren. Hun tager trøjen af og kravler op i sengen til ham, lægger sig helt ind til hans ryg og tager om ham, siger ingenting. Han er også tavs. Dagen går udenfor, mens de ligger sådan. Hen under aften begynder fuglene at synge, vinduet til haven står åbent. Naboen parkerer sin bil i garagen, og de kan høre hans skridt hen over gruset, da han går ind i sit hus.
”Var det skoven?” hvisker hun."

Lise Andersen, f. 1945 i Aalborg. Forfatteren debuterede i 1991 og skriver indenfor mange genrer.
Hun har arbejdet med flygtninge som sundhedsplejerske i flere dele af verden.

Skoven i Hercegovina udkommer 4. november 2022.


FÜR ELISE af A. Silvestri

Für Elise er en pulserende roman om trangen til at forstå.

August Fischer er forfatter, og under en skriveworkshop får et spørgsmål fra en kursist ham til at studse: Hvad skriver du om? Det bliver startskuddet på en dannelsesrejse, der fører ham gennem Europa og tilbage til kridttiden, en færd fyldt med smukke landskaber og tanker, men hvor uroen sitrer som frø i forårsjord. For hvordan kan man give et svar, når spørgsmålet udspringer fra en verden, hvor alt er under forandring?

I Für Elise fortælles en moderne fabel om transformation, forandringen af vores nu til en fremtid, der måske ikke tilhører os.

A. Silvestri er født i 1977 og bor i København. Siden 2008 har han fået udgivet atten værker, samt medvirket i 80+ antologier. Han er femdobbelt vinder af Niels Klim-prisen, vinder af Årets Danske Horrorudgivelse 2021, modtager af Skulderklap-legatet og oversat til engelsk, russisk og kinesisk.
Für Elise er hans nittende bog.

Für Elise udkommer den 5. november 2022.


NOTER af Bente Nesgaard

Meningen med livet er omdrejningspunktet i denne novellesamling. I Noter præsenteres en række eksistentielle problemstillinger i det moderne samfund. Når mennesker står overfor udfordringer i livet, reagerer de meget forskelligt. I Noter møder læseren for eksempel den unge kvinde, som støtter sig til influenceren, det midaldrende par, der forsøger at puste liv i ægteskabet, og den ældre mand, som har mistet sin kone.

Fra novellen Uro
"Mille kan se genboen i vinduet overfor. Nu åbner han altandøren og går ud. Han står i fuldt solskin med shorts og bar overkrop. Han har et håndklæde om halsen. Hun har tit holdt øje med ham på afstand og mødt ham på gaden og i supermarkedet. Hun har da også diskret fulgt efter ham rundt i forretningen for at se, hvad han køber. Han lever sundt – grøntsager og økologiske varer. Hun vurderer, at han formentlig har mælkeallergi, for han køber laktosefri produkter."

Bente Nesgaard, f. 1949 i Viborg, flyttede 1968 til Aarhus, hvor hun har boet siden.
Hun er uddannet cand.psych. og har arbejdet som psykolog i forbindelse med unge med psykiske lidelser og som underviser på Social- og Sundhedsskolen i Aarhus.
Bente Nesgaard har været medforfatter på flere fagbøger til Assistentuddannelsen.
Novellesamlingen Noter er forfatterens skønlitterære debut.

Noter udkommer den 4. november 2022.


JEG DRØMMER EN NATSVÆRMER af Irene Sidenius

Irene Paaby Sidenius´ digte bevæger sig uden forventning om, hvad digtet vil handle om, før det skrives. Forudsætningen er livet, døden og den blanke side. Digtet er sjælens sprog. Det skriver sig ofte stort som småt ind i naturen, historien, verden, myten, kærlighed og tab, i tingenes liv og efterliv, i tider og tid.

en natsværmer sitrende silkeantenne
en vinge en tærskel en sansning i verden
som duggen på blade og ildfluedans
og dyreflokkene badet i sølv
og fodtrin på veje og bortdrevne arter i sko og på poter
den spinder et mønster her
dybt i min drøm

Irene Paaby Sidenius, f. 1941, bor på Langeland og debuterede 2018 med digtsamlingen Jeg skriver et træ.
Irene Sidenius har studeret arkitektur, billedkunst, sprog, religion og analytisk psykologi.

Jeg drømmer en natsværmer udkommer den 4. november 2022.


For yderligere info eller interesse i anmeldereksemplar eller forfatterinterview kan forlaget kontaktes på:
Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com
Telefon: 61 31 98 54

Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Ibsensvej 22
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166