Pressemeddelelser
Publiceret den: 04-09-2023
Sandskulptør Gorm Maar arbejder og afholder workshops i udstillingsområdet på Nordens største kreative messe

- - - - - -

Flere end 20.000 kreative mennesker fra hele landet ventes at sætte kursen mod Fredericia den sidste weekend i oktober, når MESSE C åbner dørene for årets Kreative Dage-messe. Og allerede i starten af den store Hal A kan de besøgende glæde sig til en sand oplevelse.

Her vil sandskulptøren Gorm Maar nemlig weekenden igennem arbejde på at skabe en flot og imponerende sandskulptur - og samtidig håber han at formidle glæden ved at forme og modellere i sand videre til andre.

- Vi arbejder med skulptursand, som opfører sig meget anderledes end det, man kender fra stranden. Mange bliver overraskede over, hvor nemt og hvor lækkert, det er at arbejde med. Med skulptursand kan man for eksempel bygge motiver, der er næsten lodrette eller to meter høje, fortæller Gorm Maar, der har 25 års erfaring som sandskulptør i Danmark og Europa.
Ud over at arbejde på sit værk vil Gorm Maar også afholde mindre workshops, hvor et antal interesserede kan prøve at bearbejde skulptursand.

Sund fordybelse
Ifølge Gorm Maar er det både sjovt og afstressende at arbejde med sand, og det kan også have en nærmest terapeutisk virkning for folk med forskellige udfordringer. I firmaet "Sandkunsten" afvikler han også workshops, skolearrangementer, teambuilding, kulturelle events med mere.

- Det at være hands on med et levende materiale som sand giver efter min mening en 'sund' fordybelse, som alle de digitale tilbud ikke kan matche. Jeg er jo fra tiden før mobiltelefoner og skærme over alt, og jeg vil gerne slå et slag for det at få hænderne i naturens materialer og lege og skabe noget. Sand er bæredygtigt og kan bruges igen og igen, og det er ikke kun forbeholdt os professionelle på de store sandfestivaler. Det er nemt at gå til, fastslår Gorm Maar, som i det daglige er scenetekniker på Det Kongelige Teater.

Kreative Dage foregår den 27.-29. oktober 2023 i MESSE C Fredericia. Se mere på www.kreativedage.dk.

BILLEDTEKST: Gorm Maar har mere end 25 års erfaring som sandskulptør i Danmark og Europa, men han har endnu aldrig prøvet at skabe et værk midt på en messe som Kreative Dage i Fredericia.
Kontaktperson:
Messechef Lars Søndergaard
Telefon:75922566
 
Afsender:
MESSE C Fredericia
Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166